Anlæg årets første højbed

Som nævnt andre steder her på siden, så er vi meget glade for højbede herude på gården.

Grunden til, at vi i sin tid lavede dem, var at jorden herude er temmelig dårlig og jeg ville derfor gerne have mulighed for at kunne arbejde intenst med jordforbedring – uden at hele indsatsen blev skyllet væk ved det førstkommende regnvejr.

Jeg er stadig meget, meget glad for højbedene, som samtidig er en fantastisk måde at dyrke på. Den giver langt større udbytte, er nemmere at holde … og så er det hvert år sjovt at starte op i højbedene. Det er næsten som at lave en helt ny have.

Hvert år laver jeg en haveplan, hvor jeg sådan cirka skitserer, hvad der skal være hvor. – Men undervejs finder jeg altid på udsving og nye ideer, så planen ender som regel mest med at være vejledende. Sådan var det også lidt forleden dag, da solen skinnede og det var den første dag på året, man kunne gå i T-shirt udenfor. Efter at have lavet bål og snobrød med pigerne, skulle det fejres med at starte et af bedene op.

2015-bed-med-vandstriber-broed

Jeg havde en masse forskellige frø, jeg gerne ville have i jorden: Kornblomster, morgenfrue, majroe, dild, nogle salatplanter, noget persille fra supermarkedet, spinat, radiser og lidt forskellige andet. Nøjsomt fik jeg lavet mine såriller, og – og det er et godt tip fra Camilla Plum – kun vandet i lige præcis de striber, frøene skal lægges i. På den måde giver man ikke unødig næring til ukrudtsplanterne, som i stedet får lov at ligge og tørre ud.

En typisk fejl, når man sår især de helt små frø er, at man får lagt dem for dybt, hvilket kan betyde, at de aldrig kommer op. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvor dybt, de må komme ned For helet små frø gælder det, at de ikke skal længere ned en 1 cm og 1 cm er altså meget, meget lidt. Ofte vil det være nok bare at strø frøene ned i den gennemvædede sårille og så med hånden drysse lidt løs jord ovenpå og banke det hele lidt til.

En anden typisk fejl er – i hvert fald når man bor så vindomsust som her – at man glemmer at vande nok. Frø, der lige er blevet sået skal som regel holdes jævnt fugtige og selvom det ikke er hver dag, at solen skinner her om foråret, så kan f.eks en vindfuld dag hurtigt få de små frø til at tørre helt ind. Så vær efter dem og gå en runde hver dag og tjek jorden ved at stikke en finger ned i den. Føles den fugtig eller ej?

Og flot ser det da ud, når det hele står side om side. Lige, da jeg fik have, gjorde jeg meget ud af at så de samme ting i små grupper, men det er jeg blevet en hel del mere large omkring på det seneste. Tror, det kommer med erfaringen. Nu synes jeg, det er sjovere at plante hulter til bulter, så morgenfruer står ved siden af dild osv. Det ser smukt ud og det er godt for haven – og for udbyttet – at det hele ikke står for meget i klynger. Og det er sikkert også meget sundt for det mentale helbred, at alt ikke stå lige efter bogen 🙂



‘Denne artikel indeholder affiliate-links