De første aspargestoppe

Fair nok. Det ser ikke ud af meget, men alligevel synes jeg det er så uendeligt livbekræftende at se de allerførste, spæde aspargestoppe titte frem af den golde jord. I det hele taget synes jeg, at asparges er fantastiske. Det der med at det tager omkring 3 år før planten for alvor begynder at give noget, er ekstremt fascinerede.

 

Det kræver at man tøjler sin tålmodighed og indrømmet – jeg har mange gange undervejs været ved at give op og bare hive hele beddet op og plante noget hurtigere i stedet. Men jeg har holdt ved, og nu begynder der for alvor at komme asparges. Og der kommer mange. De bliver ved og ved og kræver jo i virkeligheden et minimum af pleje. Til gengæld smager de fantastisk!

 

Samtidig er hele idéen med at ting tager tid, og at det bedste kommer ud af noget, man gør sig umage ved, også ret fed. Den kunne man sikkert godt koge noget filosofisk suppe på, hvis man var i dét humør 🙂

Er du skeptisk over, om det er de tre års ventetid værd, så kast dig over en tartelet med friske grønne asparges og høns i stedet for de almindelige, kønsløse dåseasparges. Det er en helt anden oplevelse!