Den skønneste tid på året

Kan man have en yndlingstid på året? Giver det mening? Jeg mener, jeg elsker jo den første forårssol. Den dag, hvor man godt pakket ind i vinterjakke og halstørklæde lige mærker den der lille snert af forår. Måske bare i et lille solstrejf, men med et løfte om, at sommeren venter forud – et eller andet sted.

 

Men jeg elsker også efteråret med de røde, brændte farver, den skarpe sol og kulden, som begynder at bide i kinderne.

 

Eller højsommer – med jordbær og ærter. Hvor haven giver belønning for alt, man har lagt i den, og weekend efter weekend går med at spise is på terassen og finde på nye måder at pjaske med vand på.

 

Men vinteren er jo også fantastisk. Den første sne. Kælketuren med den efterfølgende varme cacao. Jagten på juletræet – med øksen over skulderen og gløgg på komfuret.

 

Men skulle jeg vælge, så er lige præcis denne tid på året en skarp konkurrent til førsteprisen. Forsommeren, hvor alting er så sprødt og lysegrønt. Knopperne springer ud og overalt bekræfter hver eneste plante at alt liv fortsætter på den ene eller anden måde. Hvor er det fantastisk!

 

Lige nu blomstrer alle vores mange frugttræer – nye som gamle. Er af de gamle er også Marias yndlingsklatretræ, hvilket kostede en smuk og lovende gren i dag. Så dens liv vil komme til at fortsætte i komposten, hvor den vil give næring til andre – men først skal den lyse op i vores køkken og minde os om, hvilken fantastisk tid, det er. Også lige nu, hvor det styrter ned i stride strømme 🙂