Opskrift: Saftevand med syrener

Jeg elsker syren. Elsker, elsker, elsker når de – som nu – begynder at springe ud og næsten kan slå én baglæns med deres intense duft. På denne tid er syrengrene en fast bestanddel i alle de vaser, jeg kan komme i nærheden af. Men jeg har altid ønsket mig at bruge den til mere. Inden længe starter vi noget sæbeproduktion op, hvor vi vil basere sæberne på urterne hér fra Enggaarden, og dér kunne syren måske komme til at spille en rolle. Måske.

 

For jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg er så forelsket i lige netop syren, men har ærlig talt haft lidt svært ved at finde noget at bruge den til – udover det med vaserne, altså.

 

Men nu har jeg fundet en opskrift på saftevand med syren, og den skal helt sikkert afprøves en af de nærmeste dage. Selve opskriften er stort set som når man laver hyldeblomstsaft – også noget, vi excellerer i hér på gården (men mere om det til dén tid :-))

Det skal du bruge til syren saft:

3 citroner

40 klaser syrenblomster

1,8 kilo sukker

60 g. citronsyre

2 1/2 liter kogende vand

1/4 tsk atamon

Vask citronerne og skær dem i skiver. Læg dem i en stålskål sammen blomster, sukker og citronsyre. Hæld det kogende vand over og rør rundt til sukkeret er opløst. Bland atamonen i den varme saft, hvis du ønsker en længere holdbarhed. Dæk skålen med film og lad det trække tre dage. Si saften og hæld den på rene, skoldede flasker.

Opskrifter er fra Madogbolig.dk, hvor du bl.a. også kan finde opskriften på syrenkage…