Opskrift: Salat med grønkål og granatæble

Opskrift på grønkålssalat

Jeg elsker grønkål!

Til at begynde med, såede jeg lidt for at have det som en lidt ekstra godbid til kaninerne hen over vinteren, men det endte med at jeg selv blev så glad for grønkål, at kaninerne i højere og højere grad fik gulerødder i stedet. – og nu sår jeg hvert år rigtig meget af både den klassiske grønkål og den smukke, toscanske palmekål (Nero di Toscana).

Dét, der er så fantastisk ved grønkål er – udover den sprøde smag og konsistens – at den jo holder hele vinteren, så når alt andet er dødt og gråt og kedeligt, så står det dét, helt friskt og rankt, og troner i bedet. Selv, når alt andet har måttet give op. Det er da fantastisk!

Det er også fantastisk midt om vinteren eller hér i det meget tidligere forår at kunne gå ud og plukke friske ingredienser til aftensmaden. Vi bruger grønkål i mange af vores retter, f.eks når vi laver en kraftig vintersuppe, men favoritten er denne salat, der lyser op i den mørke vinter og det tidlige forår og får det hele til at føles en lille smule som om, at sommeren med alle dens friske grøntsager er lige om hjørnet.

Salat med grønkål og granatæble

* 3-4 håndfulde grønkål, skyllet og skåret i små stykker – undgå “stokken” i midten af bladene.

* Kerner fra 1/2 granatæble

* 1-2 almindelige æbler, skåret i små tern

Alt dette blandes og overhældes med en let dressing af citronsaft, jomfruolivenolie, hindbæreddike, salt og peber og evt. lidt honning.

 

Grønkål og granatæble opskrift

Opskrift på salat med grønkål og granatæble